Noget Manglede i Mit Liv Men Så Fandt Jeg Det

For bare et par år siden gik jeg rundt, og følte at noget helt centralt manglede i mit liv. Det var en underlig følelse, for jeg kunne ikke helt sætte finger på hvad det var. Jeg var for det meste glad nok: jeg smilede i hvert fald, grinte med mine venner og havde en masse gode oplevelser. Men der var stadig bare den her følelse af tomhed indvendigt. Som var jeg et væsen uden blod, eller et menneske uden sjæl. Det gik mig mere og mere på, og det hjalp ikke at jeg ikke kunne finde ud af hvad i alverden det kunne være jeg manglede.

Jeg tror det er meget almindeligt for unge mennesker. Vi har det jo rigtigt godt, og de fleste ting er håndteret allerede. Vores forældre har sikret os, at vi har mad og tag over hovedet, og samfundet har taget sig af ting som social sikkerhed. Men jeg tror faktisk lige præcis det er fordi vi ikke behøver at bekymre os om de ting, at vi får den her tomme følelse indeni. Hvis vi voksede op i et tredjeverdensland, hvor vi hver dag måtte kæmpe for at få mad på bordet, eller konstant risikerede at miste hus og hjem, jamen så ville vi ikke have tid til at tænke over om vores ”sjæl” fik al den næring den havde brug for: kroppen ville ligesom have prioritet der!

Men når nu de helt basale behov allerede er dækket, så bliver vi automatisk skudt op på et højere niveau i Mashlows behovspyramide. Udfordringen er, at dette ikke er et område, som vi er særligt bekendte med. Vores forældres generation nåede ikke op på det punkt ligeså hurtigt som vi gjorde, så det er svært for dem at forstå vores situation og rådgive os korrekt. Skolerne er også stadig indrettet på gammeldags manér, hvor fokus ligger på at sikre vi kan tjene penge og overleve. Så vi står uden rådgivning, og uden nogen som helst idé om hvordan vi skal begynde på hele det her ”selvrealisering” som skal til for, at vi kan komme af med den tomme følelse indvendigt.

Heldigvis for mig, overbeviste mine forældre om at tage mig med på efterskolernes dag. Jeg tror at de instinktivt vidste, at det ville være et sted, jeg kunne finde svar på de spørgsmål jeg knap nok kunne formulere. Da jeg kom derud, slog mine egne instinkter ind, og jeg havde straks følelsen af, at det at tage på efterskole ville være den rigtige retning for mig. På efterskolen var jeg omgivet af folk, der stod i samme situation som mig, og det betød at jeg ikke længere var alene. Sammen hjalp vi hinanden med at finde ud af hvem vi var, og hvilket formål hver af os brændte for.