Den Værste Drøm Jeg Nogensinde Har Haft

Nogle mennesker har ofte mareridt, mens andre stort set aldrig har dem. Personligt husker jeg stort set aldrig mine drømme når jeg vågner om morgenen. Faktisk troede jeg i en lang overgang, at jeg slet ikke drømte når jeg sov. Jeg har dog senere læst studier, der siger at alle mennesker drømmer om natten, men at mange af os ikke husker disse drømme. Hjernen er sådan indrettet, at den ikke rigtigt husker drømmene, hvilket nok mest er for at mindske forvirringen. Det er ikke smart hvis ens drømme bliver husket ligeså godt som virkeligheden, og man begynder at have svært ved at skelne imellem de to. Men det kan åbenbart trænes: nogle mennesker skriver en drømmedagbog hver morgen, hvor de noterer hvad de har drømt den nat. Det skulle lære hjernen, at man gerne vil kunne huske drømmene, og så bliver det åbenbart nemmere og nemmere. I og med at man skriver drømmene ned, så kommer man nok på den måde også let til at kunne skelne imellem drømme og virkelighed.

Det er ikke selv noget jeg har praktiseret, men nu overvejer jeg det faktisk ganske kraftigt. Jeg er nemlig blevet af den overbevisning, at vores drømme kan fortælle os en masse vigtige ting om vores liv. Det virker nemlig til, at drømme er til for at bearbejde alle de indtryk vi får i løbet af dagen, og så køre en slag simulationer af, hvilke mulige konsekvenser der venter ude i fremtiden.

Grunden til at jeg er nået frem til den konklusion er, at jeg for nyligt havde den værste drøm jeg nogensinde har haft. Den står stadig helt tydeligt i min hukommelse. Ser du, min bil fik et stenslag i forruden for et par uger siden, og jeg har ikke rigtigt fået gjort noget ved det. Det er lidt dumt, da stenslaget er begyndt at sprede sig, hvilket går ud over min evne til at se ud af ruden. Jeg tænkte dog ikke nærmere over det – ikke til jeg havde den her drøm i hvert fald. For i drømmen var jeg ude at køre. Det var min normale køretur hen til arbejdet. Men pludseligt begyndte stenslaget at vokse meget tydeligt. Det blev længere og bredere. Det spredte sig som bakterier på en petriskål: nye stenslag dukkede pludseligt op. Til sidst var min rude nærmest helt hvid, og lignede ét stort stenslag. Jeg kunne intet se ud af ruden, og pludseligt sagde det BANG: og jeg var kørt galt. Jeg vågnede med et sæt, og mit hjerte bankede på fulde drøn.

Den næste dag begyndte jeg at kigge på stenslag reparation. Min drøm fortalte mig det, jeg allerede godt vidste: det var dumt og farligt at køre rundt med det stenslag. Men den gjorde det så tydeligt for mig, at jeg var nødt til at tage handling på det.